Regimet i Myanmar er igen i fuld kontrol, og diktaturet kan fortsætte sin vante gang. Medmindre Vesten og ikke mindst Kina og Indien kan holdes fast på deres ansvar.

Af Ole Damkjær
Sidst opdateret Mandag den 1. oktober 2007, 21:56

I nogle få døgn var de undertrykte burmeseres håb næsten til at få øje på. Da de seneste dages massedemonstrationer mod Myanmars militærjunta kulminerede, og regimet for en stund virkede rådvild, kunne man forledes til at tro, at det nu var begyndelsen på enden for 45 års brutalt diktatur i det sydøstasiatiske land. Håbet skyldtes ikke mindst, at landets højt respekterede buddhistiske munke i stort tal deltog i den fredelige masseprotest.

Men så greb magthaverne til det middel, de er allerbedst til: Demonstranterne blev gennembanket, hvis de ikke ryddede gaden. 10 såkaldt kriminelle elementer er døde, oplyser regimet selv, mens eksilburmesere og udenlandske diplomater siger, at drabstallet er langt, langt større.

Allerede søndag var der ro i gaderne i Yangon, og i går var der heller ingen demonstranter i Myanmars større byer. Til gengæld var der et massivt opbud af sikkerhedsstyrker, og ved at fortsætte den effektive lukning af internettet og telefonlinjerne satser regimet på, at omverdenens harme vil ebbe ud.

Denne satsning er ikke helt håbløs. Da generalerne sidste gang – i 1988 – knuste pro-demokratiske masseprotester, var omverdenen også rystet, men vreden og forargelsen fortager sig, når andre problemer og brændpunkter presser sig på. Diktaturet kan tilmed læne sig op ad, at undertrykkelsen i Myanmar »kun« er en klassisk menneskerettighedssag. Myanmar er ikke muslimsk, og der er altså ikke fare for, at landet udvikler sig til en islamisk uromager med eksport af islamiske terrorister. Uanset hvor meget befolkningen lider, er det altså ikke for alvor et problem, der destabiliserer omverdenen – og slet ikke Vesten. Det er nogenlunde med Myanmar, som det er med Zimbabwe. De vestlige regeringer, der ser sig selv som demokratiets globale vagthund, fordømmer og straffer med sanktioner, men håber derudover på, at regimernes nabolande vælter diktaturet.

DEN FREMGANGSMÅDE har Vesten hidtil ikke haft den store succes med. Myanmars asiatiske venner har heller ikke denne gang villet hjælpe til med at vælte de burmesiske generaler. Ganske vist har de andre regeringer i Sydøstasien efter flere dages tøven manet sig op til en kritik af Myanmars generaler.

Men mere bliver det formentlig heller ikke til. Flere af Myanmars nabolande har indbringende forretningsforbindelser med regimet, og de to lande, der for alvor er involveret i Myanmar – såvel økonomisk som militært – har også kun bedt diktaturet om at udvise tilbageholdenhed. Det drejer sig om Kina og Indien, og mens den indiske regering – der ellers repræsenterer verdens såkaldt største demokrati – har larmet med sin tavshed, skal det for retfærdighedens skyld nævnes, at diktaturet i Kina hen over weekenden svingede sig op til at udtrykke håb om »et demokrati« i Myanmar.

Men i betragtning af Kinas eget diktatoriske tilsnit betyder den udmelding nok ikke alverden. Kina har jo selv vist, at det har viljen til at knuse et folkeligt krav om demokrati. Det var på Den Himmelske Fredsplads i 1989, og de straffeforanstaltninger, som Vesten dengang svarede igen med, er overhalet af Vestens iver efter at handle med verdens kommende supermagt.

SÅDAN VIL DET dog ikke gå med Vestens sanktioner over for Myanmar. Dertil er landet ikke realpolitisk vigtig nok, og hverken USA eller EU har slækket på de sanktioner, som blev indført for næsten 20 år siden. Tværtimod har både USA og EU løbende skærpet straffen mod generalerne. Pointen er imidlertid, at sanktionerne ikke har fået generalerne til at ændre kurs, og spørgsmålet er, om de vil lade sig ryste af, at EU og USA nu igen strammer skruen.

Det mest sandsynlige svar er nej. For hverken EU eller USA ventes at gribe til det våben, som kunne tænkes at gøre indtryk på diktaturet: At forbyde det franske energiselskab Totals og det amerikanske UNOCALs udvinding af Myanmars olie og gas. Et sådant forbud kan gøre en forskel, mens EU-regeringerne omvendt med en vis ret kan argumentere for, at alle andre stramninger af Vestens sanktioner ikke rigtigt batter noget, hvis militærregimets nærmeste allierede – Kina og Indien – blot overtager Vestens forretninger.

OPGAVEN ER MED andre ord at lægge størst muligt pres på Kina og Indien for at få dem til at banke generalerne i Myanmar på plads. Eller rettere forsøge at banke dem på plads, for noget tyder på, at juntaens topfolk lever i en anden virkelighed end den, der kendetegner 2007, og at de derfor er uden for pædagogisk rækkevidde.

Det er svært at afgøre, hvem man lettest kan få til at presse Myanmar – Kina eller Indien? Men i Kinas tilfælde kan styret da i det mindste presses på OL-værtskabet næste år. Men det synes der ikke at være vilje til blandt de vestlige regeringer. Og derfor er det mest sandsynlige scenarium, at alt – efter at håbet i et par dramatiske døgn blev tændt – vender tilbage til gamle i Myanmar.